Søens historie, fortalt af Verner Jensen 1984

Erindringer nedfældet af Verner Jensen omkring nytår 1984, hvor han var fratrådt som forstander på Midtjysk Ungdomsskole.

Den blinkende sø
Jeg kan slet ikke forestille mig Ejstrupholm uden søen – og absolut heller ikke forestille mig min egen barndom, opvækst og hele tilværelsen her uden søen og søområdet. Og så burde vi indføre en ekstra helligdag – den 5. marts i vor familie, for det var den 5. marts 1918, at far og fire andre borgere her i Ejstrup købte søen.
At der i det hele taget er en sø, må skyldes, at der under afsmeltningen af de store ismasser ved afslutningen af den sidste istid, må have ligget en kæmpestor isblok, hvor der nu er sø. Smeldevandsstrømmene har derfof ikke fyldt dalen op med sten og sand, men har dannet bakkerne på begge sider af søen. Den brede dal er blevet en udvidelse af smeltevandsstrømmen, som nu er Holtum Å. At jægerne meget tidligt i historien har kunnet lide området, der sikkert var spækket med vildt, dyr, fugle, fisk – og med rindende vand, kilde-drikkevand fra bakkerne, er der jo bevis for: Gudenå-kultur bopladser.
Vegetationen må have skiftet meget gennem århundrerne – fra tundrabevoksning over skov til hede. Op i vor tid omtales søen som den blinkende hedesø. Men for en befolkning, der her i det midtjyske måtte kæmpe hårdt for udkommet, var heden ikke et romantisk begreb – den var en fjende, som skulle bekæmpes – og det blev som bekendt gjort grundigt – med beplantning. For få generationer tilbage søgte man også de store værdier, der var i engafgrøderne i dalene langs åløbene. Saftigt enggræs var værdifuldt foder. Og Hedeselskabet satte sit præg på Jylland med plantning af læhegn og også med store anlægsarbejder langs åløbene, hvor der gravedes kilometer efter kilometer af kanaler parallelt med åerne, vandet stemmedes op i kanalerne og lededes gennem fint anlagte tværvandløb, der igen havde tværsgående render ud over engene og tilbage i åen. Engene, som nu kaldtes vandingsenge eller kulturenge, blev passede omhyggeligt af engmestre, der netop var ”mestre” i at få overrislingssystemet så fint og effektivt som muligt. Hvor der nu er kommunalt idrætsanlæg ved den østlige ende af Ejstrup sø, var der i sin tid en sådan vandingseng med det kraftigste, saftigste græs med et mylder af blomster, det grønneste grønne og skønneste skønne, man kan tænke sig. Det er ikke mærkeligt, at en driftig mand fik øje for de muligheder for afgrøde, der ville være hvis man kunne omdanne hele søarealet til en sådan stor god vandingseng. Og den driftige mand, så vidt jeg ved en forvalter på den dengang store Gludstedgård, gjorde sine planer til virkelighed. Ca. 1872 købte han søen og med h å n d k r a f t – formentlig skovl og trillebør blev der gravet kanaler fundt om h e l e søen ind til foden af søbakkerne. Da det var gjort, og man derved havde afskåret alle kildevældene fra søbakkerne fra at løbe i søen, opførte man ved den vestlige ende af søen et maskinhus, hvor man opstillede en pumpe, drevet af en dampmaskine, som blev fyret op med tørv og træ.
Pumperne var sneglepumper. Da man så havde fået pumpet vandet væk så søbunden blev tørlagt, så gik man i gang med at grave grøfter i selve søbunden. Disse grøfter kan endnu ses i sivbevoksningen langs søens sydside. Men – hvad mon man har fanget af fisk ved udtørringen? Hvad har urbestanden af fisk bestået af? Gud ske lov fik den driftige mand ikke varigt held af sit dristige foretagende. Det er blevet mig fortalt af en broder til gamle møller S. P. Nielsen, Østergard Nielsen, som var en del ældre end S. P. Nielsen – at søen var tørlagt i 3 – 4 år og gav god afgrøde. Han – Østergaard Nielsen – havde selv været med til at slå græs dernede. Men, fortalte han videre – ”så blev det kraftigt uvejr med styrtregn og torden, og så blev træ og tørv, som der skulle fyres med ved pumperne, så våde, at ilden gik ud, dampmaskinen gik i stå, pumperne standsede og søen løb fuld af vand. Det knækkede manden. Han ruineredes og rejste til Amerika og vendte ikke tilbage til Danmark igen – og fik Ejstrup sin sø igen!

1958 Januar
En gammel mand fra Thyregod, Janus Jakobsen, har til Vejle Amts Folkeblad fortalt om forvalteren og hans sø-projekt: Ejeren af Gludstedgaard var sagfører og godsforvalter Laursen for Mattrup gods, som dengang bestod af fem herregårde: Mattrup, Thyrstinggaard, Bjerrebogaard, Vaabensholm og Stigsmølle samt nogle bøndergårde. Laursen var gift med kancellisrådens datter i Brædstrup, som havde været barnepige og lærerinde på Mattrup. Janus Jakobsen fortæller så om udtørringen af søen, om kanalgravning, om pumperne, som han beskriver som to store snegle på en alen i tværmål og fire alen i løngden, som skruede vandet op. Driften af den udtørrede sø gik nogle år, så var det, at søen løb fuld ved at dæmningen blev brudt, og da Laursen kom til ved katastrofen, blev han så opbragt, at han knuste et fad mod jorden og udbrød: ”Har Vorherre mere vand, så har jeg også flere penge” – (hvad han netop ikke havde!) Han sagde så til sin kone, at han havde en stor sag, han skulle føre, og det ville tage ikke så få dage, derfor skulle han have ekstra tøj med. Der blev så pakket en kuffert til ham, og han blev kørt til Horsens, og de skulle ikke hente ham, før han skrev, da han ikke vidste, hvor lang tid, det ville tage. Nogle dage efter kom der en mand fra Horsens med et brev til fruen fra Laursen, hvori han skrev: ”Det hele er brudt sammen for mig, jeg er nødt til at rejse fra landet. Jeg er på vej til Amerika. Får jed det godt derovre, så skriver jeg efter dig. Sker det ikke, kan du have mig lige så kær, som jeg var død”. Fruen besvimede ved denne meddelelse, hun troede, de var meget velhavende. Alt, hvad de ejede, blev derefter solgt ved auktion, og den gang kunne de blive klædt af, så alt hvad fruen ejede, blev også solgt. Etatsrådsinden på Mattrup byggede et hus til fru Laursen ved Brædstrup.

I Thyrsting-Vrads Herreders skøde- og panteprotokol noteres den 2. april 1873, at Johan Fr. Sørensen, ejer af matr. nr. 5 F af Ejstrup, Mads Peter Nielsen, ejer af matr. nr. 4 A og 17 B af Ejstrup, Niels Jensen, ejer af matr. nr. 8 C af Ejstrup, Søren Christensen, ejer af matr. nr. 7 af Ejstrup, Christen Larsen, ejer af matrn nr. 4 af Nørre Hvillumgaard og Anton Jensen, ejer af matr. nr. 1 A af Nygårde, hvilke ejendomme alle grænse til og helt omslutte Ejstrup sø i Ejstrup sogn, Vrads Herred, Aarhus amt tilstaar og herved vitterliggør at have solgt og afhændet ligesom vi herved skøde og aldeles overdrage til proquerator Lauritzen, Horsens bemeldte os som tilstødende lodsejere tilhørende Ejstrup Sø, der ifølge Indenrigsmnisteriets skrivelse af 9. november 1872 er optaget i matrikulen således:
Ejstrup sø ikke skyldsat
tillige med denne ejendoms rette tilliggende og tilbehør. Ligeledes have vi fra vore nævnte ejendomme solgt og tilskødet herved proquerator Lauritzen følgende til søen grænsende og til forening med denne bestemte parceller: 4 D, 17 E, 8 E, 7 B af Ejstrup og 4 B af Nørre Hvillumgaard og 1 C af Nygaard.
Den samlede købesum androg i henhold til skødet 2.302 Rdl. 3 Mark ( 1 Rdl. = 2 kr.)
Der blev i skødet givet den nye ejer tilladelse til færdsel og vejanlæg over sælgernes jorder, sålænge udtørringsarbejdet ved Ejstrup sø fandt sted. Det bemærkedes også, at fiskeriet i Ejstrup sø skulle tilhøre ejeren af Hastrup.

Vi ser af det gengivne, at det er lykkedes – med søens udtørring for øje – at få de mange lodsejere og søejere til at gå med til at sælge søen og de tilstødende jorder til én køber. Det er også interessant for os, at den først nævnte sælger, som må have været ”Mads Bundgaard” (ejer af den gård ved Fasterholtvej (ved kulgraven), at han ”går igen” i en senere udskrift, formentlig i forbindelse med fars køb af søbakkerne på søens sydside, hvor man har villet undersøge, hvilke behæftelser, der var på jorderne, idet det nævnes, at der var bl.a. bankhæftelser, fri færdselsret i forbindelse med udtørringen af søen samt ret til at anlægge nye veje, at der var behæftet aftægt af kapitalværdi 3.000 kr. pr. 30.08.1899 til Mads Peter Nielsen og Karen Jensine Pallesen samt bryllupspræstation til Marie og Drothea Nielsen (10.000 kr.) m.fl. behæftlser til bl.a. Kreditforening og til Berthel Laursen, Ejstrup. Ejeren af Bundgaard var på dette tidspunkt i 1918 Aksel Mortensen, om hvem jeg husker svagt – at han såvidt jeg fornemmede det, gerne ville spille godsejer, bl.a. på en noget pralende måde og ved mange og lange besøg i byen – og på kroen. Det er måske derfor, han var indstillet på – eller nødt til – at sælge ud af Bundgaards jorder.
Det ses af et skøde, dateret den 3. maj 1921, at Aksel Mortensen har solgt til barber Andreas Johannes Jensen og smed Niels Nielsen en parcel under matrikel nr. 4 A Ejstrup by og sogn – ikke under 21 tdr. land -, købesummen fastsat til 190 kr. pr. tdr. land, beregnet efter et areal af 25 tdr. land, altså i alt 4.750 kr.
Hvornår far har overtaget smed Nielsens part ses ikke i påtegning af skødet, men der har allerede i 1919 været livlig handelsvirksomhed, hvor far købte en parcel matr. nr. 6 AA af Ejstrup by og sogn af smed Nielsen, som havde erhvervet den af boelsmand Jens Peter Jensen, som i øvrigt far havde købt parcel matr. nr. 6 af den 26. april 1919 – for 750 kr.

Det ses derefter af en panteobligation, at husejer Jacob Sivebæk er blevet ejer af søen, og at han optager et lån i Kredtiforeningen på 1.600 kr. mod pant i søen. Som vitterlighedsvidner er nævnt ikke mindre end 2 skræddere i Ejstrup: Peter Madsen og Hans Peter Nielsen.
Det er 1. november 1912 påstemlet obligationen, at ”Da Smit Nissen m.fl. som nuværende ejer af pantet er indtrådt som debitor erkendes det, at Jacob Sivebæk som følge heraf er frigjort for personlige hæftelsen – – ”. Nu er altså Smit Nissen m.fl. ejere af søen. Smit Nissen skriver sig som fiskeriejer under adressen ”Hvilestedgaard pr. Ejstrup, men der er Ejstrup ved Kolding, og såvidt jeg forstår det, er det nu den kendte pionerfamilie inden for dambrugsoprettelser her i landet Nissen-Jøker, der har fattet interesse for søen, hvad man jo let kan forstå, for den var jo nu i virkeligheden en kæmpemæssig fiskedam, ejet af én person og afsondret fra offentligt vandløb efter det mislykkede udtørringsprojekt. I virkeligheden noget helt enestående og noget, som må have fået det til at krible i en dambruger-pioner. Men nu har problemet sikkert været: hvordan få søen fisket ren for gedder uden at skulle risikere at ruinere sig på et nyt udtørringsprojekt. I hvert fald. Årene gik for de nye ejere, som var fiskeriejer Smith Nissen – P Nissen, Gjeldballe – N. Nissen, Lunderskov – og magister Chr. Løfting, København, og i 1918 skete det! Søen blev til salg, og far ivrede for, at Ejstrup Håndværker- og Borgerforening skulle købe den. Hans ide blev forelagt på en generalforsamling, men kunne ikke opnå vedtagelse. Så trådte fire af byens borgere til. Det var skrædder P. C. Rasmussen, snedker S.A. Svendsen, købmand Lars. H. Larsen og møller S. P. Nielsen. De kom til far og sagde, at de – sammen med ham – ville købe søen, som man havde fået tilbudt til en pris på 21.000 kr. Far måtte svare, at det havde han, der lige havde bygget nyt stort hus, ikke råd til at være med i, men de insisterede på, at han skulle være med, for det var hans ide, at søen skulle tilhøre folk fra byen, og at de ville kautionere for hans del af købesummen. Og så – den 5. marts 1918 – købte de fem søen. Der blev underskrevet skøde. Som vitterlighedsvidner skrev Jacob Kjer (kroejer) og J. Mølgaard (sagfører?). Der blev udbetalt 10.000 kr. og restbeløbet – 11.000 kr. skulle betales, såsnart obligationen fra 1895 på 1.600 kr. og en gældsbehæftelse på 3.000 kr. blev overgivet køberne i kvitteret stand.
Det ser ud til, at det har været fiskeri, der har interesseret søejerne – vel også jagt. Men i det første ”sømøde”, som afholdtes allerede den 7. marts 1918 bestemte de nye ejere, at man ville sælge sæsonkort til fiskeri i søen til udenbys boende for 100 kr, gældende fra 1. maj til 1. november. Dagkort til samme skulle koste 10 kr., medens månedskort til byens folk kun skulle koste 15 kr. og dagkort 5 kr. Børn måtte ikke fiske fra båd. Det vedtoges at lægge et gangbrædt over kanalen til søen fra sydsiden, at udbedre dæmningen og at reparere ålegården, og så ville man trække våd en dag i marts for at få fanget nogle af de største gedder. I øvrigt skulle alt fiskeri være lystfiskeri, som kun skulle foregå med kroge.

Jeg kan forestille mig, at det har givet anledning til søvnløse nætter og til mange og lange samtaler mellem far og mor, da konsortiet ”Ejstrup Sø” den 5. marts 1918 optog et lån på 22.000 kr. i Banken for Ejstrup og Omegn, et lån, som skulle forrentes med 1% over Nationalbankens diskonto og mindst med 5%, hvor renterne skulle betales forud for 6 måneder ad gangen og erlægges sammen med afdragene. Til sikkerhed for lånet hæftede de 5 søejere som kautionister og selvskyldnere in solidum (solidarisk – én for alle og alle for én).

Jeg var 5 år, da far blev medejer af søen, og jeg husker tydeligt de mange søndagmorgener, når far meget tidligt fik mig så vågen, at jeg kunne komme i tøjet og sætte mig op på cykelstangen, holde fast i styret og så lidt kulderystende men efterhånden vågen og forventningsfuld på vej ad cykelstien over markedspladsen (hvor idrætshallen nu ligger) ned ad den grusede søvej, over broen, ad dæmningen hen til båden, fat i stængerne med snøre, prop og krog, ud på de kendte fiskepladser ved grødepletterne og så i morgentågen, når solen var ved at bryde igennem – vente på aborrerne. Det gav somme tider meget store fangster, når vi fik besøg af en stime store aborrer. Så gik det næsten så hurtigt, som vi kunne sætte orm på og kaste snøren ud. Indtraf det, så gik far gerne over til at bruge blink på stangen, hvilket gav endnu større aborrer – og sommetider en gedde. Når tågen var lettet, fik vi som regel øje på gamle smed Jeppesen, som uvægerligt var den første på søen en søndag morgen. Han sad så støt som en hugget figur i båden med sin fiskestang. Det kunne i længden blive lidt langtrukket at fiske på samme plads, syntes jeg, og det var en herlig afveksling at få far til at gøre et par blinkere klar, som jeg så sad med i bagenden af båden, hvorefter vi roede langsomt rundt langs siv og grøde, og herligt, når en geddes kraftige hug i snøren fik os begge til at reagere. Hvis det var en stor gedde, så overtog far naturligvis snøren, men hvis vi i forvejen havde god fangst, så blev jeg som regel regnet for stor nok: ”Den kan du godt selv klare!” Herligt var det efter en lang fiskemorgen at komme i land ved ålegården, spise medbragt mad og løbe rundt, medens far fiskede lidt efter ørreder og stallinger i åen bag ålegården. At vandet i åen var meget , meget renere og klarere den gang, er sikkert – vi drak af det.
Måske er det en erindringsforskydning, når jeg tror, at der var større fiskerigdom både i åen og i søen i 1920`er og 1930`erne. Hvis vi sejlede fra bådpladsen til ålegården med en blink eller to efter båden, var vi skuffede, hvis der ikke var mindst eet bid. Og jeg husker, far en gang havde lånt eller lejet en stor garnruse – vi brugte jo kun ståltrodsruser – den blev sat mellem ålegården og Søborg. Da vi så til den næste morgen, var der 34 store gedder i den. Et par af dem sprang i vandet igen fra båden, hvor vi bogstaveligt vadede rundt i de sprællende gedder. Jeg husker en anden stor fangst et år, da vi passede ålegården. Jeg kom til ålegården en morgen og ærgrede mig, da jeg så, at der gik et par ål på tremmeværket foran indløbet til ålekisten, jeg troede, der var stoppet af drivende grøde. Men da jeg lukkede op, bogstaveligt taget væltede ålene op over kanten. Kisten var simpelthen proppende fyldt med blankål!
Jeg har noteret i ”Hytten”, at der var 634 ål den morgen. Det var den 15. oktober 1934.
Nogle andre notater på bræddevæggen i hytten fortæller om fangsten af skallere, når de i legetiden går op i sivkant, i grøfter, den ”kolde å” osv.
F.eks. fangede vi 17. maj 1936 1.425 skallere, og den 18. maj 1942 1.225 skallere. Jeg husker at vi satte mange småfisk ud i kildedammen øst for ”Hytten”, og en meget tidlig morgen efter at vi havde været til bal, var vi ved søen, og der lå i tusindvis af vore skallere, som var sprunget over græskanten og sprællede sig vej ned i åen. Vi fik travlt!
Allerede i et sømøde i 1922 vedtog man ”at trække våd”, så snart isen var væk for at tage store gedder over 4 pund. Man havde fra en erhversfisker fået tilbud på voddragning mod at få halvdelen af fangsten. I et andet sømøde havde man været foruroliget over en eller anden form for fiskeri, da vedtog man, at erhververne af fiskekort kun mått anvende fangsten i egen husholdning, medens søejerne, når de solgte fisk, skulle tage 1,25 kr for pund ål og 1,00 kr for pund gedde og 25 øre pr. pund skulle gå til den fælles kasse (der var sikkert altid lavvande i søkassen).

For os børn var søen jo ikke blot fiskeri, den var en verden af muligheder: Badning, svømning, bygning af fiskedamme, strejftog rund i bakkerne. Om vinteren herlige ture på isen – skøjteløb – fiskeri fra huller i isen – og snart kom hele anlægsarbejdet til. Først en fiskedam ved søen (hvor ”Søens Perle” nu ligger) med gennemgang af vand fra åen. Så bygning af bådebro. Et helt kapitel for sig er jo de mange både, vi gennem årene har leget og tumlet med. Men de store, krævende arbejder kom først, da far havde erhvervet søbakkerne, 32 tdr. land hede med flyvesand og lyng.
”Hvad vil den barber dog med det skidt?” sagde folk. Det han ville, var – plante træer.
Søren Olesen, Nygaard havde et par kraftige heste. Han selv var rødhåret og voldsom. De arme heste måtte bogstavelig taget kravle på knæerne, når de drivende våde af sved med pisken susende det meste af tiden, trak den svære plov op ad søbakkerne gennem den gamle, kraftige lyng. Men før ploven kom, var lyngen blevet brændt af.
Det tik galt – i hvert fald 2 gange. En gang, da vi efter fyraften i barberstuen skulle brænde lyng af, hvor ungdomsskolen nu har sit stadion, fik jeg knægt lov til at løbe i forvejen og stikke ild på lyngen, men – far havde glemt at instruere mig i hvad han regnede som noget selvfølgeligt, at man altid brændte lyngen af m o d vinden. Jeg satte ild på m e d vinden, og så kunne vi ikke styre afbrændingen, som løb gennem nogle rækker nyplantede træer. Jeg tudede.
En anden gang satte brødrene i Nygård ild på nordsiden. Den løb hele vejen hen ad bakkerne, truede ”Søborg”. Der blev ”brændt for”, og pløjet brandbælter osv. – og virkelig lykkedes det at presse ilden ned mod søen, hvor den ebbede ud. Vi børn var ikke altid særligt glade for at gå efter med en spand, hvori vi havde gran og fyrreplanter. Far gik så i den pløjede og grubbede rende, stak spaden i jorden, vrikkede ”en skrip”, hvori vi stak den lille gran, næste gang er fyr osv. om igen og om igen – tusinder af planter. Nej, det kunne være strengt og kedsommeligt – især nå man kunne høre kammeraterne omme fra badepladsen. Men bakkerne blev plantet til, og når nu stormene vælter de store graner og fyrretræer, som vi skærer op til brændsel, så kan jeg tælle årringene til ca. 60 på de fleste, så det holder stik, når jeg flere gange har fortalt eleverne på ungdomsskolen, at jeg har haft fat i toppen af de fleste af træerne heromkring.

Hjemmesidens sponsorer – Husk at støtte lokalt – De støtter os..